Artikler / Vorwerk høns

Vorwerk høns

 
Guldfugle: Vorwerkhøns

Da Oscar Vorwerk omkring århundredeskiftet begyndte at avle Vorwerkhøns med Lakenfelderne som forbillede, talte han kun om ”guldfuglene”, som han ville avle, og det medførte flere offentliggørelser (d.v.s artikler). Det var hans mål at skabe en næsten guldgul høne med næsten sort hals.

Selvom han pga. specielle omstændigheder så som vilde hunde og tyveri tit led tilbagegang opgav han dog ikke sit mål. I året 1912 var han så vidt: De første Vorwerkhøns blev præsenteret på udstillinger, og de fik avlerens navn.

De store skuer især Hannover før 1. verdenskrig indbragte Oscar Vorwerk og hans medarbejder de første store succeser da dyrene allerede var gennemavlede og deres racekendetegn forblev stabile, fandt man også lettere avlere. Vorwerkhønsene var dengang større end Lakenfelderne og have deres egen form. Dermed var en ny tysk race, en mellemtung landhønsetype blevet skabt.

Oscar Vorwerk skabte denne race.

Oscar Vorwerk var storkøbmand, han førte stambøger over sine fjerkræhold, og til det praktiske arbejde, især i udrugningstiden, havde han en trofast hjælper, Otto Seeger. Der blev årligt lagt 100 kyllinger til og kun de bedste blev beholdt.

Vorwerk fortalt i 1921, Poul Traubenbach hvordan han havde fået idéen til de guldgule Vorwerkhøns. I meget lang tid havde Lakenfelderen, med sin kontrastrige tegning, været en meget populær race, og mange mente allerede den gang, at de burde avles gul. Oscar Vorwerk holdt mange hønseracer på et stort område med mange separate afsnit, bla. også Lakenfelderen.

Engang da han ville fremvise Lakenfelderen for en besøgende, og spurgte hvad han syntes om dem. Svarede denne intetanende ”Sikke nogle søde små grå dyr.” Vorwerk følte sig ramt hårdt, for Lakenfelderne havde langt fra, den herlige snehvide farve.

Fabriksskorstenene og røggasserne fra den omkringliggende industri, havde for længst gjort sit til, at skidt og sod havde lagt sig som et beskidt tæppe over hele området. Så alt var sværtet til, og selvfølgelig også de engang snehvide Lakenfeldere. Racens ”Ubetydelighed” førte altså til at han forstod, at en race med Lakenfelderens tegning, kun var i stand til at gøre et godt indtryk, hvis det var i en farvet udgave. Vorwerk lavede de første krydsningforsøg i foråret 1902. Hertil havde han importeret Orpington fra Cook i England, dette kunne kun lade sig gøre fordi han var en velbeslået mand, der kunne betale Cook høje priser. Vorwerk var stædig, for det drejede sig om at overvinde store vanskeligheder. Oven i købet skete der det, at en omstrejfende hund næsten udslettede hele den nye bestand som man med besvær havde skaffet. Men Vorwerk mistede ikke modet.

Til Vorwerks fremavl blev følgende racer krydset: Lakenfelder, gule Ramelsloh, Hittfelder, en lokalrace fra nabokommunen Ramelsloh i Lüneburg, og til yderligere befæstigelse af farven fra den gule Orpington fra Cook, England, og for opnåelse af den sorte drapering fra Andalusier. Han kom især sit mål nærmere med de to sidstnævnte racer. Vorwerk forklarede dengang hvad avlsmålet var, således; ”At fremavle en landbrugshøne, en tysk nytterace, var alene bestemmende for tilblivelsen af racen Vorwerk.” Vorwerk udtalte i 1921 til kredsen omkring avlsarbejdet. ”I 1902 begyndte avlsarbejdet direkte med Orpington fra Cook i England. Lakenfelderen, fra hvem tegningen skulle overtages, måtte betragtes som meget vigtig i sin landhønseform.

Men tilbagekrydning kunne gøre det umuligt at opnå den ønskede substans og figur. Derfor bestræbte vi os på at bruge Lakenfelderen så lidt som muligt. Senere kom Andalusierne ind i billedet, hovedvægten blev lagt på de ensfarvede gul, der opstod også interessante faser i den videre avl da man indførte Ramelsloherne. Efter at Vorwerken blev fremstillet og anerkendt i 1912 og 1913, fik både hane og høne af 1913 avlen 1. & 2. præmie ved den 17. nationale fjerkræudstilling i 1914.

Hermed var Vorwerk faktisk blevet en mere eller mindre etableret race, selvom dens udbredelse måtte betragtes som værende meget lille. ”Det må være mig tilladt” skrev Vorwerk videre,” at sige et par ord, med hensyn til navngivningen af racen.. Det voldte mig i sin tid meget hovedbrud, for der findes adskillige racer, opkaldt efter deres hjemegn. Major Schmal foreslog pga. deres Østrigske farver, at kalde dem Habsburger hushøns. Det afviste jeg på det tidspunkt med følgende ord, ” Riger falder, Dynastier forgår, Hønseracer består”. Det sidste ønsker jeg for dem trods deres simple navn Vorwerk-høns. (På tysk betyder Vorwerk en mindreavlsgård).



Afvekslende historie.

Da den egentlige udbredelse af Vorwerkhønsene skulle begynde, udbrød den 1. verdenskrig. Kun gennem store ofre kunne Oscar Vorwerk redde en lille flok gennem de fire år krig. Heller ikke efter 1919 var der med den samme mulighed for at avle Vorwerkhøns i større tal og udbrede racen yderligere.

Først lidt efter lidt og uden lovprisninger på markeder eller reklame fandt avlshønerne venner i avlerverdenen og blev holdt i små bestande og flokke. Vorwerkhønsene kæmpede sig ret møjsommeligt gennem efterkrigsårene efter 1.verdenskrig og fandt mærkværdigvis nogle aktive avlere i Sachsen og Thüringen. Det udviklede sig ret fordelagtigt til en ny begyndelse efter 2. verdenskrig. Nyudviklingen i avlen begyndte i årene 1947/48 i øst og vest på basis af avlsmaterialet hos den gamle mester Karl Schmidt i Grosbreitenback i Thüringen, For fru. Schmidt havde holdt Vorwerkhønsene i syv otte svære år indtil sin mands tilbagekomst fra krigsfangenskabet, hele tiden i håbet om, at hendes mand skulle beholde sit kæreste eje.

Arven efter Oscar Vorwerk.



Med meget mod og engagement, med megen hengivelse og mange ofre gik avlerne efter 2.verdenskrig i gang med deres ikke lette arbejde, for også Vorwerkhønsene havde lidt meget under de 2 krige i Tyskland.

Som pioner fra den gang i avlen af Vorwerkhøns må nævnes Arno Mai, Wilhelm Walter, Karl Schmidt og mange flere, som ydede fortrinligt avlsarbejde. De mestrede farve og tegning, og hvad der især var nødvendigt, avlede de stærke dyr, som lagde et større æg. Alt det blev ledet af den gamle mester Mesch. Skoleagtigt som i en lærebog udstak han linjen, så at man på kort tid opnåede succeser.

Lang tid endnu kæmpede avlerne med de rene gammelgyldne rumpefjer, især med den stadig tilbagevendende rygtegning hos hønen. Dette blev dog også klaret på relativ kort tid. Dermed fandtes snart igen sådanne Vorwerkhøns, som Oscar Vorwerk ved sin død i 1933 efterlod avlsverdenen uden modydelse. I året 1962 ved sejrsskuet i Dresden, hvor der var lavet en begrænsning på fire dyr pr. udstiller, stod der for første gang 80 Vorwerkhøns og en flok med en aldrig før set ensartethed med hensyn til form, farve og tegning. Fra fjekræavlereksperternes mund kunne avlerne nu bogføre anerkendelse for deres arbejde og succeser.

Kraftig firkantet form.

Betragter man Vorwerkhønsene på de sidste år udstillinger, så skal man især arbejde med kroplængden og rumpens underste linje på dem, for det er forudsætningen for en tilsvarende ydelse.

Det er ikke tilfældigt at standarden forudsætter en kraftig firkantform. Desuden bør der stadigvæk lægges vægt på en yderligere forbedring af læggegennemsnittet og æggestørrelsen, for kravene til en god produktionshøne er i dag igen blevet større end i 1912. Hvad nytter det med den allersmukkeste farvede høns, hvis man skal købe familiens æg på markedet? Det bør ikke være ligegyldigt for nogen indenfor avlen af produktionsracehøns, hvor mange æg hans høne lægger. For ikke kun vitalitet, smuk form og farve, men også æggetal er målestokken for, om og hvor længe den pågældende race bliver holdt og anbefalet videre.

Vægt. Hane 2,75-3 Kg. Og Høne 2,00-2,25 kg. Mindstevægten for rugeæg 55 gram.

Guldfugle i ordet egentlige betydning.

Betragter man Vorwerkhønsenes farve nøjere, så er de guldfugle i ordets egentlige betydning. Hos hanerne er krop og rumpefjerene dybt guldgyldne. Halshæng og hale er sort. Haner, som i skulderfarven har lysere pletter, hvor små de end er, bør man kun bruge i avlen med forsigtighed, for disse pletter er årsagen til at hønerne i frakkefarven ofte bliver for hurtigt plettede. Bedre egnede er de dyr, som enten er noget mere mæt guldgyldne eller er af mere regelmæssig intensitet eller sågar en grad lysere. Derfor bør man holde de til avl udvalgte haner noget nøjere under luppen. Så får man på kort tid en længer varende regelmæssig hønefarve. Høns, der med årene ikke bliver plettede, er juveler i avlen. I det nedre ”sidesejl” er en guldgul søm tilladt. Saddelhænget er dybt guldgyldent, ofte med fine sorte stregtegninger i skaftet. Svingfjerene viser guldgule farver udenpå og sorte til sortgrå indvendigt. Underfjerne som farvereserve er for det meste noget grå. Nogle sorte prikker på brystet, hhv. den øvre del af halsen bør man ikke lægge for megen vægt på ved vurderingen af dyrene, selvom det ifølge standarden er uønskede, og dyret med ren brystfarve er mere værdifuldt.

Haner, som er ret sorte på brystet, frembringer i avlen forstærket høns med plettet rygfarve, således at sådanne dyr bør anvendes med forsigtighed i avlen. Hønsene har ligeledes dybt guldgule rumpefjer. Hos dem er halshænget sort. Tæt ved hovedet er en let guldgul søm tilladt. De ydre faner på vingerne er dybt guldgul, de indre derimod sortbrunt melerede. Styrefjerene er rent sorte. Desuden ses dækfjerene at være sorte med en let gylden søm.

Heller ikke den lysegule til sorte dunklædning hos de nyudklækkede kyllinger, som indeholder nogen antydning af kønnet, må forstyrre, selvom de pga. de mange farver skaber postyr hos mange nybegyndere.

Hovedpunkter og kammen.

Den mellemlange hals med dens fyldige hæng bærer hos Vorwerkhønsene det noget lille hoved. Den enkelte kam er middelstor, regelmæssig takket og udstyret med en kamfane, som følger nakkelinjen uden at være fremhævet. Øreskiverne er knapt nok mellemstore og hvide, helst ret glatte. Røde gennemfarvede øreskiver er en fejl, derimod kan en let rødlig rand tolereres. Sådannen dyr kan især i linjer, hvor man må kæmpe med ansigtsskimmel, være værdifulde. De ikke for store strubelapper skal være godt afrunde. Det røde ansigt er mere eller mindre besat med småfjer. Et hvidt pigment, ofte omkring øjet, er en fejl i det røde ansigt.

Specielt skal man desangående være meget opmærksom på hanerne, for de har ofte bittesmå uopdagede lyse aflejringer, som i avlen, især hos hanerne, forstærket træder frem.

Midt i hovedet sidder de orangerøde øjne, som virker ret livlige. Dertil kommer det mellemlange og blågrå til hornfarvede næb, hvor især næbspidsen hævder sig som hornfarvet. Parallelt dertil skal løbene være mellemlange, med spinkle knogler, glat uden fjer og skiferblå. Måtte disse Vorwerkhøns, disse virkelige guldfugle med deres fortrinlige nytteegenskaber fremover nyde popularitet og vinde nye avlere for sig! Et hundrede dyr til den nationale udstilling i Nürnberg, det er da bestemt en hel del, især fordi ikke alle avlere har udstillet.

Vorwerk-avlsmål.

Jeg vil i dag beskæftige mig noget med Vorwerkerens avlsretning og vil håbe at mange avlere vil få nytte af mine udredninger. Det er vanskeligt at sige, hvilken farve gul, der er rigtig til Vorwerkere, men det kommer vel også an på dette end på farvens ensartethed og renhed. Det allerbedste er, hvad vi ønsker at udtrykke derigennem, at vi taler om en guldgul, der er langt fra det rødlige (Bronze) og det strågule. Det strågule ser jo, når det er ensartet, ikke så dårligt ud, men der er fare for, at det kan forsvinde efter de første år. Dyrene ser så, som vi udtrykker os, forvoksede ud. Fjerene bliver melede, og sådanne dyr ønsker vi ikke mere i dag, og de har endnu ringere udsigt til at få priser på en udstilling i det andet leveår. Det guldgule skal altså være noget kraftigt, når vi ikke vil beregne Vorwerkerens blomstrings tid for kort. Det allerværste er at fremavle en ensartet og ren brystfarve på hanen, mindre hos hønen, fordi det her for det meste kun er halstegningen, der giver vanskeligheder. Ofte finder vi også hos hanerne so hos hønerne, at brystet er lysere end de øvrige kropsdele. Det er forkert, og man burde ikke bruge sådanne høns til avl. Ved parring af Vorwerkerne skal man tage hensyn til følgende regler: først og fremmest skal dyrene være ”Vorwerkere”, dvs. det skal være kraftige, firskårne, mere dybt - end højtstillede dyr, ikke for benede, men en go landhøneform af virkelig Vorwerktype. Men man skal aldrig forlade til Orpingtonformen! At fremavle den gode farve til fordel for de dårligt formede dyr er begyndelsen til enden. Det er bedre slet ikke at starte på det. Intet kan hurtigere få nybegynderen til at løbe af sporet end en sådan fejl. Endnu dårligere bliver naturligvis resultatet, når såvel hane som høne har dårlige kropsformer. Det er nødvendigt med denne race at arbejde med små avlsstammer, og altid med høner, der mindst er 2 år gamle. I hvert tilfælde skal man ikke bruge dyr, der ikke har 12 måneder bag sig, og er sunde og stærke. Det er bedre at avle på basis af en god sund høne end på flere mindre gode. Hønerne skal frem for alt være ret store, for hønen nedarver i højere grad end hanen størrelsen og typen, der skal naturligvis også skal være i god figur, men frem for alt skal han imponere ved sin farve. Hønen skal være, hvad man i avlssproget kalder en fjerbold, dvs. hun skal fremvise gode former med en fremragende udvikling af brystet, og ved de allerbedste eksemplarer skal længden ikke mangle. Vælg altså hønen efter størrelsen og form, men hanen efter farve. Selvfølgelig vil det være forkert at bruge en for lille hane, for det vil hævne sig i efteravlen. Frem for alt skal man aldrig bruge en hane, der ikke har dybsort halsdraperi, næsten hvide øreskiver, temmelig svag ribbenstegning, dybsorte halefjer og rene, mørke bryst og rygfjer. Også lårtegningen skal vise sig mindre. Hvis man mangler, er det så meget desto bedre. Kammen skal være enkelt, lille og 4-6 takket. Jeg skal endnu engang specielt fremhæve, at man aldrig skal avle på små høner, hvor gode de end måtte være, for resultatet vil blive mindere efterkommere. Heller ikke det bedste foder kan udligne den slags skavanker hos de for små forældre hos efterkommerne. Mens form og størrelse er to nødvendige betingelser for Vorwerkerne, skal man ikke som en tredje betingelse se bort fra en god bundfarve og en god halstegning med rene hvide øreskiver ved sammensætning af avlsdyrene. Jeg lægger jo stor vægt på farve og renhed i fjerne, men man skal ikke prioritere form og størrelse lavere, for uden disse er Vorwerks særpræg ikke muligt. Ved den farvemæssige udvælgelse af dyrene skal man først og fremmest søgte på størst mulig ensartethed og ren farve hos hanen, i det den har en stor indvirkning på nedavlen af denne egenskab. Det skader ikke, om hønen har noget kraftigere farve end hanen. Hovedsagen er, at farven er regelmæssig, pletfri og ikke varierer på de forskellige kropsdele, for hønen har tendens til at have lys brystfarve, og ofte har de endog lyse fingerpletter på ryggen. Sådanne høner skal man ikke bruge til avl. Der er også mange haner, der har pletter på ryg og bryst, ja endog med en smal sort søm om mange af fjerene som hos den sømmede Wyandotte. Hvis dette allerede viser sig hos unge dyr, skal man slet ikke begynde med at avle. Hvis vi vil videre, skal vi pille sådanne dyr fra og slagte dem eller sælge dem til folk, der ikke skal bruge dem i avl, men evt. som læggedyr. Det er et faktum, at lige netop disse høner bliver de bedste læggedyr.

Men i raceavlen skal vi sælge sådanne dyr fra, hvis vi vil komme vores mål nærmere. Derfor den, der starter med avl, skal gøre tingende rigtig og ikke indlade sig på eksperimenter, da der aldrig kommer noget godt ud af det. Nu vil mange avlere måske også, at dette er nemt at skrive, men ikke så nemt at føre ud i livet, fordi man endnu støder på mange vanskeligheder med denne race. De mange ubehageligheder kender jeg udmærket. Men det går ikke an hele tiden at vende tilbage til det gamle, vi skal gøre os fri heraf og gå energisk i krig med omstændighederne. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi gør rent bord. Dyr med sortplettede kropsfjer må vi ikke beholde i avlen fremover, de skal ud. Det kan lykkes, hvis alle Vorwerkavlere gør dette til et princip. Når vi gør dette, og det skal vi, varer det alligevel nogle år, før vi har fået fjernet ulemperne så nogenlunde. Det er en kendsgerning, at dyr med rene mørke fjer kun udviser lidt halstegning, plettede og lysere dyr har en god hals drapering, det er ubestrideligt, men dette har vi magt til at opnå, og vi skal sammenstille vores avlsstammer i overensstemmelse hermed, og naturligvis kan dette ikke klares på et år.

Jeg vil nu kort sige noget om de særlige kendetegn og avlsmål, som vi tilstræber, og til dels allerede har nået, og som enhver dommer også i fremtiden vil lægge sig på sinde og have opmærksomheden henledt på ved bedømmelsen.

Først hanen: Ansigtet mørkerødt med fine små fjer. Hovedet middelstort, moderat bredt. Øreskiverne hvide. Hos haner, hvis kønsdrift sætter ind, indtræder en noget rød marmorering af øreskiven, og det kan tages hensyn til tidsmæssigt. Dog kan dyr med røde øreskiver ikke fremover bevare dette særpræg. Fløjlssorte halsdraperinger med en mættet sort hale. Øjet ønsker man skal være gulligt rødt, men ikke et fiskeøje. Strubelappen afrundet, mellemstor. Næbet mørkeblåt til hornfarvet. Brystet rent, bredt, vælvet og dybt. Fin ribbestregtegningen i saddeldraperingen. Ryggen bred, uden pude. Vingerne liggende fast til, ikke hængende. På halen ikke for lange hoved og sidesejl, trukket i stump vinkel til ryggen. Lårene kødrige, fjerene stramt siddende. Benene mellemlange, med fine knogler og skiferblå. Vilkårlig neglefarve. I farve skal han være så ensartet som muligt og under ingen omstændigheder have røde dækvinger, selv om hans farve skulle være mørkere eller lysere. Det spiller en mindre rolle, når den bare fordeler sig regelmæssigt over hele kroppen. Hønen er på så mange måder lig hanen, men tilsvarende mindre. Halstegning skal starte længst muligt oppe og på gul baggrund med en bred ribbestreg nedad. Intensivt farvet halsdrapering er ønskelig. Øreskiverne hvide. Hos hønerne har øreskiverne også tendens til med alderen at blive mere røde i kanterne, men når de er unge, skal disse være rent hvide. Fjerdragten ren, harmonisk, smuk mørkt guldgul. På de store vinger skal den synlige ydre fane være gul og den indre fane være mørkegrå til sort. Hovedhalefjerene for så vidt de er synlige sorte, men smukt sorte, men smukt brede. Kammen middelstor og næsten fri for folder. Avlen af Vorwerkhøns giver også den helhjertede avler mangen hård nød at knække. Der findes vel kun få racer, der mere fortjener interesse, forståelse, opmærksomhed og støtte og sidst men ikke mindst udbredelsen af Vorwerkhønen. Det er bestemt ikke at påstå for meget at sige, at Vorwerkalv er noget af det sværeste. Ja, det er et dyr, der er svært at opdrætte, men en og frem for alt rentabel høne. For at blive tro over for denne avl og afvinde kærlighed til en sag er mangen stav blevet brudt. Derfor opfordrer vi de unge til at deltage og hjælpe med opbygningen og udbredelsen af vore smukke Vorwerker. Vend jer til specialforeningen for Vorwerkavl. Den vil hjælpe jer med alle spørgsmål og vise den rette vej mod et nyttigt samarbejde.

Vorwerk – Dværghøns

Nu stod det klar, at en sådan vidunderlig race allerede tidligere æggede opdrættere. Så fremviste allerede omkring 1930 en opdrætter, der hed Reichel, de første Vorwerk-dværghøns. Han kom fra Dresden og gennemførte som udstillingsleder den første specialudstilling af Vorwerk-høns i Dresden – Neustadt. Desværre forsvandt dyrene endnu før krigens udbrud. Så gik opdrætter Thile fra Harz på ny i gang med dværgopdræt efter 1954, men han døde desværre i 1960. men så begyndte Reichstein fra Halle, han havde haft de store Vorwerkhøns siden 1930 og var meget erfaren. Han havde gule dværg - Orpington, Barneveld – dværghøns og orangefarvede tyske dværghøns samt andre racer. Men linjen med Barneveld – høns blev igen forladt. Andre opdrættere var Konrad Josek fra Weimar, der siden 1956 havde opdrættet de store Vorwerkhøns, Bantans og de orangefarvede tyske dværghøns. Og så fulgte Rudi Zinner fra Steiach in Thüringen.

I tysklands vestlige del gik man samme vej, idet man parrede gule dværg Orpington og orangehalsede tyske dværgehøns med hinanden. De gule dyr, der var resultat af disse krydsninger, lignede de dobbeltkantede Barneveld dværghøns. I efteråret 1963 blev Vorwerk – dværghønsene anerkendt i vesten. Men allerede i 1956 var Vorwerk dværghøns af temmelig god kvalitet på præmieudstillingen i Leipzig. Præmieudstillingen i 1962 i Dresden viste som nyopdræt 10 af disse dværghøns! Oskar Vorwerk havde nu været død og begravet i 60 år. Han havde vel aldrig drømt om, at hans høns i dag skulle findes i så god en kvalitet. Og Vorwerk dværghønsene har allerede eksisteret i henholdsvis 60 og 40 år. De har ligesom deres store artsfæller den finskårne, kraftige landhønseform og en fin knoglebygning, ligesom begge arter har ret ens tegningsbillede. De er tillige livlige og tillidsfulde. Hanerne vejer 900 gr. Hønerne 800 gr. Mindstevægten for ruge-æggende ligger omkring 37 gr. Skalfarven på æggende er gullig. Hanen har et kraftigt skrog, bred og dyb. Der kræves en afrundet, rektangulær form. Hønerne udviser en næsten vandret holdning. de besidder ydermere et fuldt, dybt bryst. Ryggen er bred, men udviser på ingen måde pudebygning. Bugen er fuldt og godt udviklet. Hønerne bærer en lille, høj krave. Det er tilladeligt med en kam, der bøjer mod siden. Den vidunderlige farvemæssige formgivning viser sig hos hanerne som følger: fjerdragten på kroppen er dyb guldgul, hoved, halsdrapering og hale er sort. I de nederste sidesejl er en guldgul kant tilladt. Sadeldraperingen er dyb guldgul med fine sorte skaftestreger. Vingerne har dybe guldgule ydre fjer og sorte / sortgrå indre fjer. Den underste fjerdragt er grå.

Hos hønerne er fjerdragten ligeledes af en dyb guldgul farve. Halsdraperingen er sort. Hen imod hovedet er en let guldgul kant tilladt. De ydre fjer på vingerne har en dyb guldgul farve. De indre fjer er sortgrå/sortbrun meleret. Styrefjerne er sorte. Halsdækfjerene er sorte med en guldgul kant. Underfjerene er også her grå.

Til de alvorlige fejl hører en smal, lille krop, trekantsform eller grov knoglebygning. Ydermere forkastes egernhale eller en beskeden hale med få fjer. Stærkt rødt isprængte øreskiver er ildeset. Men en let rød kant er tilladt, specielt hos ældre dyr.

I øvrigt må man ikke se nogen lys løbefarve. Ildeset er også afskalning, hos hanerne overvejende gul eller med gråt isprængt halsdrapering eller næsten sort sadeldrapering. Hos hønerne er for lidt sort på halsen eller på halen, ligesom en for stærk sort pletning i kropsfjerne er forkert.

Men forestiller sig en lille besætning af disse vidunderlige Vorwerk dværghøns løbe rundt i hønsegården: de er en fryd for øjet for enhver. En yndefuld form og en kontrastrig tegning på den gyldne baggrund overbeviser enhver. Men ikke kun det: Vorwerk dværghøns er også populære på grund af deres udmærkede økonomiske egenskaber.







Mine kilder er fra Specialopdrætterforeningens arkiv vedrørende Vorwerk høns i Tyskland



En sportslig hilsen

Børge Gravesen

Hammervej 30

9381 Sulsted
 
Vendsyssel Fjerkræklub