Artikler / Gode råd

GODE RÅD TIL BRUG I HØNSEHUSET

Af Bent Nielsen.



En måde at få rolige og tillidsfulde dyr på, kan være at lade en radio spille, hele døgnet, de første tre uger af kyllingernes liv.

Mange af os har sikkert prøvet at komme ind i rummet, hvor kyllingerne går under varmelampen, lidt for hurtigt eller bare hvor døren knirker lidt, og set hvordan de små kyllinger flyver op eller fare forskræmte sammen i et hjørne. Dette kan undgås med musik fra radioen, da kyllingerne i de første leveuger bliver præget for resten af livet, og derfor som voksne bliver mere rolige.

Man skal sørge for at stammemærke sine kyllinger, når de tages ud af rugemaskinen. Mærket i bindehuden skrives op, ringnummeret tilføjes når ungdyrene påsættes fodringen. Efterhånden som man sortere i flokken kan man følge med i hvilke avlsstammer der har givet det bedste resultat. Ofte er det ikke stammen med de højst kårede dyr.

Mærkningen gør det også lettere at undgå, at sætte helsøskende sammen i det kommende års avlsstammer, og derved undgå for kraftig indavl.

De første 3 til 5 dage i kyllingernes liv, er det en god ide, i stedet for vand at give dem kold kamillete. For som den ældre meget erfarne opdrætter, der fortalte dette sagde: “Er det godt for babyers maver, er det også godt for mine kyllingers maver”.

Igennem ungdyrenes opvækst kan der forekomme fjerpilning. En hurtig måde at stoppe dette i opløbet på, er med en negleklipper at klippe de yderste par millimeter af over og undernæbet, ikke så meget det bløder. Derved kan de ikke lukke sammen og holde fast på den fjer de ellers ville have rykket af. Næbet gror ud i løbet af to - tre uger, og kan så gentages hvis det er nødvendigt. Når man så har fat i dyrene kan man jo samtidigt få dem sorteret fra med alvorlige fejl.

Burtilvænning…

Eller dressur, er noget mange forsømmer. Der er lette point at hente ved at starte med at sætte de udvalgt dyr i et udstillingsbur, en tre ugers tid før udstillingen. Bare et kvarter hver dag er nok. Det er ikke tilfredsstillende for hverken dyr, dommer eller opdrætter, at dyrene fanges aftenen før udstillingen, puttes i transportkassen og afleveres på udstillingen. Dyrene vil da være urolige og stressede over de nye trange forhold. Det vil være hårdt, selv ved et veltrænet dyr, et vægttab på 100 til 200 g. er ikke unormalt i løbet af en udstillingsweekend.

Husk gode forhold til hønsene…

Op igennem historien har fjerkræet altid gået under de usleste forhold og fået det dårligste foder, som ingen andre dyr ville have, men sådan er det da heldigvis ikke længere, vel ??

Midddel mod kalkben…

”I gamle dage” da alle både på land og i by havde høns, kunne man købe kalkbenssalve på apoteket. Den tid er ovre så er man uheldig at man har fået besøg af kalkbensmiden, som arbejder sig ind under skellene på hønsenes løb, får dem til at se ud som om de var dækket af kalk skorper og for øvrigt er meget smertefuldt for hønsene, må man selv blande en effektiv salve:

En stor spiseske svovlblomme

½ tube ”NIX” (creme mod fnat, fås på apoteket)

Blandes med håndcreme/lotion til passende konsistens

Et par dråber atamon røres i, for at salven ikke skal blive harsk

Behandlingen gentages efter 14 dage.
Når skallerne på løbene er væk smøres der et tyndt lag på, som afslutning på behandlingen.

Hjem til hanekamp…

Vi kender vist alle til problemet med at sætte hanerne sammen igen, efter de har været en tur på udstilling. Ofte ryger de i totterne på hinanden, med det resultat at kam og hagelapper, bliver så slemt beskadiget at hanerne ikke kan udstilles igen uden at miste en del point. Eller taberen af duellen bliver så forskræmt at han aldrig igen vil kunne tage sig ordentligt ud i et udstillingsbur.

Jeg har igennem flere år forsøgt med forskellige ting for at undgå slagsmål i rummene med mine dværg Orpington haner.

Det som virker bedst og næsten hver gang, er som følger: Når du kommer hjem med hønsene, sætter du i mørke hanerne ind på pinden, i det rum hvor de gik før. Sæt dem ikke ved siden af hinanden, men bland dem med dem der er der i forvejen. Derefter tager du en flue- eller utøjsspray og sprayer godt og grundigt både på alle dyrene og rundt på omgivelserne. Næste morgen lugter alt og alle ens, ingen skiller sig ud fra mængden.