KildeDværg Orpington - en race i medvind.
Af Bent Nielsen.
Historien bag racen: Som de fleste sikkert ved, er racen Orpington fremavlet i 1880erne, af en af pionererne inden for opdræt af racerent fjerkræ, Englænderen William Cook, fra den lille by Orpington, som ligger lidt syd for London.
Det forholder sig lidt anderledes med dværgracen. Den store Orpington havde gået sin sejrsgang verden over, i mere end 20 år, inden nogen seriøst begyndte at fremavle racen i dværgform, og ikke overraskende var det i Leipzig, Tyskland det startede. Leipzigområdet var på dette tidspunkt centrum for opdræt af racefjerkræ og kendt for sine store fjerkræudstillinger.
Og hvor der op igennem historien, nærmest var tradition for at fremavle en dværgform af alle de populære store racer og selvfølgelig var Orpington ingen undtagelse.
Emil Kühn fra Leipzig-Stötteritz, påbegyndte sit avlsarbejde med at fremavle sorte dværg Orpington i 1905, ved at krydse en sort dværg Kochin hane, uden væsentligt fodbefjering, med en enkeltkammet sort Bantam høne. Fra denne parring var der kun ganske få dyr der egnede sig til videre fremavl. For at undgå den lave vingebæring og den lange hale skulle præge avlen alt for meget kunne den sorte Bantam ikke bruges mere end denne ene gang. Efter to generationer var fodbefjeringen næsten avlet væk, der var dog problemer med løbsfarven, som ved hønerne var alt for lys og ved hanerne gullig. Da dværg Langshans allerede på dette tidspunkt var ret udbredt, blev et par lidt dybt stillede, sorte høner af disse parret med en hane fra den første krydsning, for at opnå en forbedring af kropsform, fjerstruktur og farve.
I de meget sparsomme oplysninger om Emil Kühn og hans avlsarbejde, der overlevede Verdenskrigene fremgår det, at der på et tidspunkt i krydsningsforsøgene tilfældigt falder en hane og to hvide høner ud, som der dog først et par år senere bliver avlet videre med, for sideløbende med de sorte at fremavle den hvide varietet.
I 1910 præsenterede Emil Kühn for første gang en samling af sine sorte og hvide dværg Orpington, på en udstilling i Leipzig. Enkelte af dyrene havde dog endnu tydeligt anlæg for fjer på løbene, arvet fra stamfaderen, den sorte Kochin hane.
I de daværende fjerkrætidskrifter blev Kühn og de øvrige opdrættere af dværg Orpington, der i mellemtiden var kommet til, kritiseret for at være begyndt for sent med at fordværge endnu en race. Efter fagkundskabens mening var der dværgracer nok at arbejde med og man spåede ikke dværg Orpington en særlig lang og lys fremtid.
Dværghøns, uanset race, var kun noget virkelige liebhavere på dette tidspunkt beskæftigede sig med, og blev ikke regnet for at have nogen nytteværdi overhovedet, det var kun de store æg- og kødracer der talte, selvfølgelig inden for den hurtigt voksende fjerkræindustri, men også inden for den mere hobbybetonede raceavl.
Det sted i verden dværgracerne i de tidlige tider, har nydt mest respekt er hos de excentriske og konkurrencegale Englændere, hvor rigtig mange dygtige opdrættere meget seriøst og uden at forvente en indtægt, arbejdede med dværgene.
Sorte og hvide dværg Orpington blev officielt anerkendt i Tyskland i 1913, og især de sorte fik hurtigt, på trods af kritikken, mange trofaste opdrættere.
Flere nye farvevarieteter kom til som årene gik. Som en kuriositet kan det i den forbindelse nævnes, at der på en Verdens Fjerkrækongres, afholdt i Tyskland 1930, var udstillet en samling agerhønefarvede dværg Orpington, af en opdrætter ved navn Prosdorf, varieteten er hverken før eller siden set i Tyskland eller andre steder.
Ud fra ovenstående må man betragte dværg Orpington som en tysk race, da man helt uafhængig af disse først i 1929 seriøst begyndte at fremavle racen i England. De første spæde forsøg på at fremavle den gule varietet blev allerede gjort omkring århundredeskiftet, der kom dog først rigtigt gang i sagerne i 1929, da John Burdett bestemte sig for at fremavle sorte og hvide dværg Orpington. (Det er for øvrigt hans søn, Will Burdett, der i dag er formand for den Engelske Orpington Klub).
John Burdett greb det lidt anderledes an på sin side af kanalen. Han startede med at udvælge de mindste dyr der var blevet efter hans avlsstammer af store sorte Orpington. Parrede dem, over flere år og hvert år udvælge de mindste dyr til videre avl. De første år gik det hurtigt den rigtige vej, men da vægten og størrelsen var blevet reduceret til ca. det halve af den store races vægt, begyndte problemerne at melde sig. Disse “halvdværge” havde en for grov knoglebygning, alt for lange vinger, for store og grove hoveddele samt hanerne den store Orpingtons dybe lyd, med andre ord, dværgpræget manglede. For at ændre på dette blev de bedste høner parret med en enkeltkammet sort dværg Wyandot, hane. Allerede første generation viste store fremskridt, det endelige gennembrud kom et par år senere, i 1938, da der blev indkrydset sort Kochin, som stabiliserede størrelsen og gav det rigtige dværgpræg. I årene efter blev dværg Orpington også fremavlet i hvid og gul. Succesen var hjemme, også i England.
0,1 sort dværg Orpington, kåret 92 p. og tilkendt ærespræmie. Udstillet af Slagtermester Carl Petersen, Victoriagade 7, Odense, på Landskåringsskuet, Fyens Forum 1940.
De første dværg Orpington kom til Danmark i midten af 1920’erne. De sorte blev udstillet for første gang i 1930, de gule i 1940 og de hvide i 1943. Racen fik i løbet af få år mange liebhavere, det kulminerede i 1950 hvor der på Landskåringsskuet i Fyns Forum, var udstillet ikke mindre end 128 sorte samt 11 hvide dværg Orpington.
Efterhånden som årene går kommer der nye varieteter til, der er dog flere eksempler på, at ganske få år efter anerkendelsen af en ny farve, mister opdrætterne lysten eller kører fast i avlen og det ender med at varieteten forsvinder. Set i bakspejlet var det måske bedre at man brugte energien på en af de mere gennemarbejde varieteter, der var inden for rækkevidde, hvis man ikke helhjertet og uden tøven ville være med til at bane vejen for det nye.
Racens Natur: Dværg Orpington hører til gruppen af svære dværg racer, er særdeles fortrolig og tillidsfuld, lidt doven af væsen, trives udmærket på begrænset plads, kræver på grund af sin ringe flyveevne, ikke en høj overdækket indhegning og derfor velegnet til opdræt i det mindre anlæg.
Ungdyrene skal for hønernes vedkommende have den faste fodring påsat når de er 7 uger, ikke alle hanerne kan på dette tidspunkt bære ringen, så de må vente en uges tid. Når hanerne er omkring 5 - 6 måneder gamle bør man sørge for at få fodringen op over sporen, den kommer ellers til at klemme omkring løbet og genere hanen på et tidspunkt.
Dværg Orpington ungdyr er i modsætning til mange andre racer lidt sen til at flyve på pind, for at vise ungdyrene vejen, er en gammel hane/høne i flokken er en god ide.
1,0 rød dv. Orpington. Prima markering af dybde, næsten for ”kantet” af bryst. Fin overlinie, lang fri underlinie, må dog ikke blive højere af stilling. Fin farve og fjerstruktur med lidt tilladeligt sort i haleafslutningen. Fin størrelse på hoveddele. 97 p. Specialudstilling, Recklinghausen, Tyskland, ’01. Udstill. Koller/Solbach, Nienstädt. Foto BN.
Dværg Orpington er en fortrinlig ruger og kyllingefører, nogle varieteter bedre end andre, til de mest trofaste rugehøns hører især de sorte og gule.
Racen er for hønernes vedkommende færdig udviklet og klar til udstilling på ca. 22 uger og hanerne på ca. 26 uger.
En dværg Orpington lægger æg med en vægt på ca. 40 g. og et antal fra 150 og helt op til 200 lysbrunlige æg om året, som kvittering for en optimal fodring, pasning og pleje.
Fodring, pasning og pleje: Op igennem historien har hønsene altid gået under de usleste forhold, med manglende rengøring, træk, fugt og mørke, fået det dårligste foder som ingen andre dyr ville have, men sådan er det da heldigvis ikke mere - vel !!
Men på trods af selv den dårligste behandling har hønsene tilpasset sig forholdene, de stærkeste har overlevet og lagt de æg der skulle til for at føre slægten videre.
Inden for vores dejlige hobby med målrettet avl, opdræt og udstillinger, hvor vi jo alle helst vil være i den sjoveste ende af præmielisten, der hvor pokalerne deles ud, kræver det at man fokusere en hel del på vores dyrs velbefindende og herunder fodring, så de kan udvikle sig optimalt.
Jeg mener det er meget vigtigt at det daglige foder er så varieret som muligt, helt fra de daggamle kyllingers første måltid og til ringen er sluttet året efter, hvor avlsdyrene er sat i stamme og der fodres for en optimal æglægning og befrugtning.
Meget af det dansk producerede fjerkræfoder, er lavet til at fabrikere en grillkylling på rekordtid eller presse livet ud af en stakkels burhøne. Det er jo helt andre krav en racefjerkræopdrætter har til foderet, da det for os først og fremmest er dyrenes udseende det drejer sig om, har vi brug for et foder der bl.a. tilgodeser udviklingen af et stærkt skelet, som kroppen er bygget op over, udviklingen af en sund glansfuld fjerdragt samt en kraftig øjen- og løbsfarve. Det danske foder kan selvfølgelig forbedres en del og gøres mere attraktivt at æde for vores høns, ved at blande det med forskellige korn- og frøsorter, som findes i blandinger til duer, fasaner og volierefugle, eller man kan vælge at købe udenlandsk foder, som er specielt sammensat og lavet til fodring af racefjerkræ. Mange steder i landet bliver der, på kreds- eller klubplan, bestilt belgisk kvalitetsfoder fra et firma der hedder Mariman, igennem den danske importør Melgaard, Aabenraa. (www.meldgaard.com)
En dværg Orpington skal fodres som en dværg og ikke som en stor race - hermed mener jeg at når kyllingerne er en 5 til 6 uger skal der spare lidt på det proteinrige start og voksefoder, og i stedet bruges en del forskelligt kærnefoder, i hel eller knækket tilstand, for at holde lidt igen med udviklingen af størrelsen på ungdyrene.
De lidt dovne dværg Orpington, har let ved at blive for fede, hvilket man bør være opmærksom på i den daglige foderplan, da for fede avlsdyr giver for få æg og en for dårlig befrugtning. Dette bør undgås ved ikke at bruge for meget fedende foder, såsom majs og hvede, i sin foderblanding til voksne dyr, men hellere byg og havre. Også måden der bliver fodret på kan have betydning, dværg Orpington er ikke en race der egner sig til at blive fodret i foderautomat, hvor de kan æde alt hvad de orker.
0,1 sort dv. Orpington. Fin kropsform (må dog ikke blive længere), velmarkeret overlinie og brystdybde. Bøjer i haseleddet, virker derfor vel lav af stilling. Underkant vinger placeret næsten midt på kroppen. Fin bred fjerstruktur og glans. 95 p. Specialudstill. Grenå ’99. Udstill. Bent Nielsen. Foto B.N.
Orpington er ikke en race der egner sig til at blive fodret i foderautomat, hvor de kan æde alt hvad de orker. Et almindeligt fodertrug er meget bedre, der er det fodermesteren der bestemmer hvor meget og hvor tit der skal fyldes i, det gør ikke noget at dyrene hver dag får trugets bund at se. Man kan også tvinge sine dyr til at røre sig lidt mere ved at give dem en del af deres kornfoder inde i strøelsen eller udenfor i hønsegården. Og husk så, hver dag massere af grønt og rent vand i rene vandautomater !!
Kardinalpunkterne: Fra Specialklubbens side er der som indledning til den nyreviderede standardbeskrivelse lagt op til følgende 4 kardinalpunkter for racen, som skal prioriteres i nævnte rækkefølge:
1. Underlinie.
2. Overlinie.
3. Dybde og bredde.
4. Fjerstruktur.
Den fuldendte kropsform: Det har taget mange års avlsarbejde at opnå den brystdybde og kropsbredde vi har på vore dyr i dag, begge ting er vigtige for at få den ideelle terningeformede kropsform, som ønskes på en dværg Orpington. Selv om der er set helt prima dyr, af begge køn, med et bredt og dybt båret bryst, er det oftest hanerne der mangler lidt i dette så vigtige punkt for racen. Med en terningeformet kropsform, menes der en form på kroppen, hvor højden, bredden og længden tilnærmelsesvis er lige stor, længden dog lidt længere end terningeformen markere. Som en markering af de nederste hjørner på terningen, tilstræbes en vandret underlinie i hele dyrets længde.
For at fremhæve fylde, rummelighed og dybde i kroppen bør underkanten af de vandret bårne vinger være placeret midt på kroppen. Også den lave stilling med de korte, kraftige og godt adskilte løb er med til at fremhæve dette. Selvfølgelig må en dværg Orpington ikke være for lav og have en løs og slæbende underlinie, men inden man begynder at kritisere en ellers typisk høne for dette skal man bemærke sig om dyret står ret på sine ben og ikke bøjer i haseleddet, som det er tilfældet på de fotos i “Racefjerkræ” kritikken har gået på. De samme dyr i deres naturlige stilling, på rette løb, har tydeligt luft under sig, når man bøjer sig ned og er i øjenhøjde med løbene. Helt som specialklub, specialdommere og opdrættere ønsker det. Jeg er helt klar over at der i den gældende standardbeskrivelse i Skandinavisk Fjerkræstandards forældede udgave fra 1989, under beskrivelsen af den store Orpington, står at 2/3 af løbene skal være synlige. Ganske vist er 2/3 af en hønes løb på 45 mm. ikke meget, men i disse tider med åbne grænser og samarbejde de forskellige landes specialklubber imellem, og ikke mindst racens udseende i dens hjemland, kan vi da ikke arbejde hen imod en speciel langbenet variant her i Danmark. Og for øvrigt bliver der jo også arbejdet på udgivelsen af en ny tidssvarende standard, så må vi se hvilke krav den stiller.
Et andet vigtigt punkt ved en dværg Orpington er den rette markerede overlinie, ved hanen begyndende ved den middellange let krummede hals, dækket af det fyldige behæng der går ud over skuldrene, som markere kroppens bredde. Ryggen kun ganske lidt synlig, men dog markeret, mellem halsbehænget og det fyldige saddelbehæng over den brede saddel, som er jævn stigende mod halen. Halen skal være kort, bred og dækket med fyldige vel krummede haledækfjer og sejlfjer.
1.0 sort dv. Orpington. Godt markeret og dybt båret bryst, en lang jævn underlinie, en overlinie med markering af ryg. Vel rund i halen, det øverste punkt ønskes lidt længere tilbage. Underkant vinger bør tilstræbes placeret midt på kroppen. God fjerstruktur, farve og glans. Typisk hoved og hoveddele. 94 p. Hjørring Kreds ’99. Udstill. Bent Nielsen. Foto BN.
Styrefjerene skal være skjulte. Det højeste punkt i halen bør være lige under øjenhøjde og kort før dens afslutning.
Hønens overlinie som beskrevet ved hanen, med de afvigelser der adskiller kønnene. Også med en ganske kort, men dog synlig ryg og en bred hale som er næsten fuldstændig dækket og formet af de forholdsvis lange, brede dækfjer, de to øverste let bøjede. Det højeste punkt kort før halens afslutning, det bagerste punkt skal være ca. ud for den tredje øverste styrefjer. Set bagfra skal de kun lidt synlige bløde styrefjer, være placeret i en hesteskoform, udfyldt med korte brede fjer som lukker og giver den færdige afslutning.
Hals, ryg og hale danner, ved både hane og høne, en overlinie med en smuk og harmonisk profil.
Størrelse og vægt: To forskellige ting der ofte bliver blandet sammen. Problemerne med størrelsen og vægten er problemer der mere eller mindre har forfulgt racen siden den blev fremavlet, målet er at fastholde en for racen passende størrelse og vægt. For små forfinede dyr er ligeså afvigende som for store og grove dyr.
Det er ofte sådan at bliver der sagt dværg Orpington, bliver der i samme åndedrag sagt at det er racen der er meget stører end den skal være. En dværg Orpington skal selvfølgelig være en dværg og have det såkaldte “dværgpræg”, dvs. ikke være grov og knoklet bygget, ikke have grove, kraftige løb, hvor ringen strammer, ikke have store grove hoveddele.
En Orpington er sammenlignet med mange andre store svære racer en kæmpe, hvorfor det også må være helt naturligt at en dværg Orpington er lidt stører en de fleste andre svære og mellemsvære dværgracer. Selvfølgelig ser man ind imellem dyr som er for store og grove, dog ikke så ofte som for 5 til 10 år siden.
Standardvægten er på nuværende tidspunkt, for hanen 1200 g. og for hønen 1000 g. En vægt der er utrolig svær at overholde, selv for 5 til 6 måneders ungdyr. Det er ikke så sjælden set, at dyr med en typisk terningeformet kropsform og måske i en lidt for god foderstand og derfor med nogle hundrede grams overvægt, i bedømmelsen bliver trukket i størrelse og vægt, medens andre ganske vist ikke så tunge, men også mindre typiske dyr bliver fremhævet, en stor fejl da disse dyr er ubrugelige til forbedring af racen i den videre avl.
Ved en dværg Orpington hvor det vigtigste kardinalpunkt er den terningeformede kropsform, vil et typisk dyr uden at det syner for stort, have en vægt der er over standardvægten, hvilket man i bedømmelsen, efter min mening, til en vis grænse bør se igennem fingre med. I takt med at racen igennem årene er blevet mere typisk af kropsform, altså fylder terningeformen mere ud, er den helt naturligt også blevet tungere. Problemet tror jeg ikke vil blive mindre i årene fremover, da racen forhåbentlig vil udvikle sig og komme endnu nærmere det perfekte.
Fjerstrukturen: En dværg Orpington skal have en fyldig, godt udviklet befjering med tætsiddende, brede og ikke for lange, velafrundede, dunrige fjer.
0,1 gul dv. Orpington. Fin terningeformet kropsform, overlinie og haleafslutning. Underkant vinger placeret vel lavt. Bøjer i haseleddet, virker derfor lav nok. Fin ensartet gul farve, lidt jævnere/kraftigere fjerstruktur over saddel. Typiske hoveddele/hovedform. 96 p. LU ’01. Udstill. Flemming Drewsen. Foto BN.
Forholdet mellem fjerfane og dunparti på den enkelte kropsfjer bør være ca. 40 % fjerfane og 60 % dun, lidt afhængig af hvor på kroppen fjeren er placeret.
Den brede og forholdsvis dunrige fjerstruktur er også et af racens kardinalpunkter og en vigtig del af den ønskede terningeformede kropsform, da den rette fjerstruktur er med til at forme de runde, dybe linier og dermed fremhæve den fyldige krop. Bliver dunpartiet på den enkelte fjer for stort og fyldigt, viser det sig ved pudedannelse over saddelpartiet, med en dårlig overlinie til følge og ikke mindst omkring lårene, hvor underlinien vil virke løs og usammenhængende. Set bagfra vil dyret have det klart bredeste punkt over lårene, hvor det optimale jo er en krop med den samme bredde såvel over vinger/skuldre som over lår. Modsat, bliver dunpartiet for lille og fjerfanen for smal, på den enkelte fjer, bliver resultatet for kantede dyr med en for stramtsiddende fjerdragt, en alvorlig fejl ved en dværg Orpington.
Også i dækfjer, styrefjer og svingfjer skal der være en tydelig markering af den brede fjerstruktur. Det er ikke unormalt at bredden på en fjer i anden række svingfjer, ved en høne, er ca. 4,5 cm.
Hoved og hoveddele: Ikke for at hoved og hoveddele på nogen måde skal gøres til, eller er et kardinalpunkt for racen, er den rette form og udformning dog med til at understrege den massive kropsform, hvorfor en dværg Orpington skal have et lille, lidt kort, kraftigt og hvælvet hoved, med en ikke for stor enkeltkam. Kammen skal være fast og kraftig af væv, uden buler og folder, være godt og bredt ansat på hovedet, med 4 til 5, ikke for dybt skåret, kileformede takker. Øreskiverne skal være røde, middellange og glatte. Hagelapperne også middel af længde, kraftige af væv afrundet og glatte, med fremadrettet forkant. Ved både hane og høne bør hagelapperne have en forholdsvis lang vedhæftningsflade, fra det inderste af undernæbet til godt ind på struben.
Når man udvælger sine avlsdyr bør man stille større krav til hanens hoveddele end til hønernes. For mig er det vigtigere at hønernes kamme er små, end at de er perfekt skåret, det skal en hane med typiske hoveddele nok rette op på i avlen.
Næbet skal passe til racen ved at være kraftigt, let krummet og ikke for langt, samt have den rette farve. Og til slut, som centrum i hovedet, de klare livlige øjne med den rette farve for varieteten.
Farvevarieteterne.
Hvide: Fremavlet som beskrevet i indledningen, i 1910 af Emil Kühn. Er efter specialklubbens medlemsliste den 3. mest udbredte varietet, men desværre er der ikke ret mange opdrættere der møder med deres dyr på udstilling, en af årsagerne tror jeg er det ekstra arbejde der er med vask og klargøring. Men det er alt arbejdet værd, for der er nu ikke noget flottere i et udstillingsbur end et velplejet, rent hvidt dyr med lysende røde hoveddele.
Kvaliteten på de hvide er lidt svingende fra år til år.
0,1 hvid dværg Orpington. En god repræsentant for varieteten, selv om brystlinien er vel afrundet. Viser god balance med en velformet overlinie og haleafslutning. God veludviklet, ren hvid og ikke for dunrig fjerdragt, med en bred og kraftig fjerstruktur. 97 p. Specialudstilling, Recklinghausen, Tyskland ’01. Udstiller Bent Nielsen. Foto: BN.
Typemæssigt er det hønerne der er de bedste, med enkeltdyr af en rigtig god kvalitet. Hanerne er som regel for langbenet, vel korte af ryg og mangler markering af det dybe bryst, men udviklingen går den rigtige vej.
Farven ved hanerne er de senere år blevet forbedret til det ren hvide, hvor man før ofte så dyr med et skæmmende gulligt anstrøg. Fjerstrukturen ved de hvide er også blevet meget forbedret, er blevet bredere, kraftigere og mere sammenhængende. Også de blålige løb, man oftest så ved hønerne, er efterhånden helt avlet væk.
Hvis lidt flere af opdrætterne der arbejder med de hvide dværg Orpington, ville udstille på Specialudstilling og Landsudstilling, ville konkurrencen skærpes og kvaliteten stige, for grundmaterialet til den videre forbedring har vi til rådighed.
Sorte: Også fremavlet af Emil Kühn, i 1910, som beskrevet i indledningen. Den sorte er i dag den mest udbredte varietet af dværg Orpington herhjemme. På Landsudstillingen 2001 var der udstillet 88 sorte, (på LU 2003, 123 stk.), det højeste antal i nyere tid.
Mange dygtige opdrættere arbejder seriøst og målrettet med varieteten, konkurrencen er derfor stor, såvel lokalt som på Landsudstilling, dette er medvirkende til at kvaliteten ved mange af de udstillede dyr er helt i top.
Inden for de sidste 5 til 10 år er der sket store forbedringer af typen, kropsbredde, markering af underlinie og overlinie, samt fjerstrukturen med den rette grønne glans. Også hoveddelene er ved de fleste ved at have en form og størrelse der passer til en dværg Orpington, og husk øjenfarven skal være så mørk som muligt, mørkebrun, næsten sort bør tilstræbes
Selv om der de senere år er set enkeltdyr meget nær idealet og resten af de udstillede sorte, har en ret høj gennemsnitskvalitet, er der stadig ting der kan forbedres, såsom endnu mere brystdybde, især ved hanerne, så den frie underlinien i hele dyrets længde bliver endnu mere markeret. Farve og fjerdragt/fjerstruktur er ved langt de fleste i orden, efterhånden ser man kun sjældent dyr med en for smal fjer og violet glans. Enkelte er dog for dunrige omkring lår. En ting der bør have lidt mere opmærksomhed er dunfarven, underdun og bagdun, skal være matsort til skinnet og ikke grålig.
Gule: Fremavlet af H. Rummert, Königslutter, Tyskland, i samarbejde med flere andre opdrættere, ca. 1920. Ved den store race er de gule klart den førende varietet, men ved dværgene må de stå lidt i skyggen af de sorte. De seneste år har der været udstillet gule dværg Orpington af en helt prima kvalitet i begge køn, typiske terningeformede dyr med fint markeret over- og underlinie, samt en mættet, ensartet og glansfuld gul overfarve.
Efter at varieteten i nogle år har været nede i en bølgedal er den helt tydeligt på vej op igen, takket være trofaste opdrætteres ihærdige avlsarbejde. For at komme endnu et par trin op af kvalitetsstigen er der en del haner der skal have lidt mere brystfylde, en bedre markeret vandret vingebæring samt en lidt bredere haleafslutning.
1,0 hvid dværg Orpington. Med en lidt for skrånende brystlinie, viser dog ellers det rette anlæg for kropsrummelighed. Viser en godt markeret overlinie med en jævn halestigning og den rette afslutning. Med det højeste punkt kort før halens afslutning og det bagerste punkt ca. ud for den 3. øverste styrefjer. 92 p. LU ’99. Udstiller Bent Nielsen. Foto: BN.
De fleste har en ganske god ensartet farve på den rette fjerstruktur, selv om der stadig ses haner som er for røde i behæng og over vingedækfjer.
Hønerne er typemæssigt generelt mere ens, der er dog enkelte som mangler lidt kropsbredde for at udfylde terningen. Langt de fleste med en god gul overfarve, men en del har dog en lidt for tynd fjerstruktur, især over ryg og saddel.
Et par ting der bør have lidt mere opmærksomhed, ved begge køn, er øjenfarven, som ved en del er lige til den lyse side, den skal jo være orangerød, samt en mere intensiv gul dunfarve, der ofte er for lys, nærmest sandfarvet.
Den gule overfarve er let påvirkelig af vejrliget, solen, foderet og ikke mindst af hønens æglægning, som giver en ujævn, blakket overfarve. Hvorfor det her er særlig vigtigt at udrugningstidspunktet er “timet” rigtigt i forhold til den udstilling man har valgt at udstille på, så ungdyrene netop bliver færdig udviklet og ikke mere, og hønerne kun har lagt nogle få æg.
Røde: Fremavlet af Willi Meier, Stadthagen, Tyskland, ca. 1965. Opdrættet og udstillet i Danmark sidst i 1970’erne og først 80’erne,
for så helt at forsvinde i 15 til 20 år, men er nu atter på scenen igen og var udstillet som nyopdræt på LU 2001, dog i en kvalitet der ikke helt var god nok til anerkendelse første gang. Enkeltdyr af både hane og høne viste anlæg for den rette type og farve, så derfor anvendelig til videre avl.
Den brede fjerstruktur og den kastanierøde farve, der ønskes, er to ting der ikke uden problemer lader sig kombinere. Man kan ikke gå på kompromis med fjerbredden, da den er en af racens kardinalpunkter, og den røde farve skal også være så ensartet, mættet og gennemfarvet som muligt, men man kan, som der er lagt op til i den nye standardbeskrivelse, tillade at der en lidt grålig underfarve/dunfarve eller lidt ikke synlig peber i hale og vinger, som er med til at gøre den røde farve mørkere, mere ensartet og robust.
For at opnå de forbedringer der skal til i såvel type som farve, kræver det en stører udbredelse af varieteten og et godt samarbejde mellem de opdrættere der påtager sig den svære opgave.
Blå/randtegnet: Fremavlet ca. 1928, efter et samarbejde af flere forskellige Tyske opdrættere. De få trofaste opdrættere der er i Danmark, har igennem årene udstillet særdeles gode typiske og gennemfarvede eksemplarer af denne vanskelige varietet. Ved typen er der ved en del af de blå dyr, dog ønsker til brystfylde og kropsbredde, samt størrelse på hoveddele. Ved farven ligger det vanskelige i at få den ønskede dueblå grundfarve så ren og ensartet som muligt, over alt på dyret, og ved begge køn at få hver fjer omkranset af en tydelig mørkere blå/sort rand. Ved hanen skal hals og saddel dog være ensfarvet glinsende blåsort og halen blå.
0,1 birkefarvet dværg Orpington. En af de bedste der er set i nyere tid, med fint markeret bryst og overlinie. Vel dunrig omkring lår. God klar tegning i halskrave og lidt ned på bryst. Bemærk den grønne glans og den brede fjerstruktur. Det lidt for lange næb og lange flade hoved, virker utypisk på en dværg Orpington. 92 p. nyopdræt LU ’97. Udstiller Ole Mikkelsen. Foto: BN.
Den blå/randtegnede er en af de flotteste varieteter på en dværg Orpington, da den randtegnede tegningsform egner sig særdeles godt til den brede fjerstruktur. Varieteten kræver et ret stort tillæg, da mange kyllinger og ungdyr vil blive sorteret fra med farvefejl, såsom meget ujævn grundfarve med manglende randtegning, rust eller messingskær i overfarven, grå-sodede fjer i vingebuer, svingfjer og halefjer.
Det ville være varieteten til gavn hvis flere seriøse opdrættere arbejdede med denne perle i vor race.
Blå/sortspættede: Fremavlet ca. 1928, efter et samarbejde af flere forskellige Tyske opdrættere, som et affaldsprodukt fra de Blå/randtegnede. Varieteten er anerkendt i Danmark, (1998), som det eneste sted i Europa. Jeg ved at der også i Schweitz bliver arbejdet på en anerkendelse, efter import af danske dyr.
En af årsagerne til at man fra opdrætteres og specialklubs side ønskede den anerkendt som en selvstændig varietet var, at den ganske rigtigt var et affaldsprodukt fra de blå/randtegnede, men et affaldsprodukt der ikke kunne undværes i den videre avl da blå/sortspættede + sort giver
blå/randtegnede, og det derfor ville være en fordel hvis man som opdrætter kunne få sine avlsdyr udstillet og bedømt. Der er dog også flere opdrættere der kun arbejder med rent blå/sortspættede, uden at bruge dem til frembringelse af blå/randtegnede.
Dyrene der har været udstillet de senere år har haft en fin størrelse og ganske god type, især hønerne, en del haner har manglet lidt brystfylde. Hvad angår farve og tegning er der set dyr af fin kvalitet, hvor det drejer sig om at få en tegning på den enkelte fjer, som skal være en uregelmæssig spætning, med en så skarp afgrænsning mellem den lyse og mørke farve som muligt, så fjerdragten som helhed vil virke jævn og harmonisk. Spætningen skal bestå af en mørk blå/sort del, som skal være dominerende, og en lysere blå/grå del.
Tværstribede: Fremavlet af Karl-Heinz Schmidt, Frielendorf, Tyskland, i 1958. Varieteten har aldrig haft den store udbredelse, blandt danske opdrættere og efter i en del år helt at have været væk fra udstillingsrækkerne, er den de sidste par år set såvel på lokal- som landsudstilling. Også kvaliteten på de udstillede dyr har været ret svingende, de bedste med god type, især hønerne. Fjerdragten ganske god ved de fleste, en lidt bredere fjer ville være med til at fremhæve typen bedre. Ved langt de fleste er stribningen harmonisk og klart afgrænset, og som en meget vigtig ting, sluttende med en sort stribe i enden af fjeren.
Birkefarvede: Også fremavlet af Karl-Heinz Schmidt, Frielendorf, Tyskland, påbegyndt i 1966 og det færdige resultat klar til endelig godkendelse i 1973. I Danmark blev der også arbejdet med de birkefarvede fra sidst i 1970’erne og nogle år frem, for derefter helt at forsvinde, blev derfor slettet af listen over anerkendte racer og farver. Varieteten kom frem i rampelyset igen i 1997, udstilles som nyopdræt og endelig godkendt i 1999. En håndfuld opdrættere arbejdede seriøst med varieteten, flere tabte dog hurtigt modet og i dag er der kun ganske få der opdrætter de birkefarvede.
0,1 trefarvet dværg Orpington. Fin Kropsform, underkant vinger placeret præcist på midten af kroppen. Flot markeret overlinie. Står på rette ben, har derfor en fin fri underlinie, må dog ikke blive højere stillet. Lidt for synlige styrefjer i haleafslutning. Ganske god grundfarve, mere harmoni i sort og hvid pletning. Vel store hoveddele. 90 p. Specialudstilling Grenå ’99. Udstiller Jørgen Mikkelsen. Foto BN.
I de forholdsvis få år de har været udstillet, her i nyere tid, har der været vist rigtig gode enkelt dyr, men der har manglet en ensartethed i opdrættet. Flere har haft en prima type, over- og underlinie samt stilling, med fin bred fjerstruktur og grøn glans i den sorte grundfarve. Kun ganske få har haft en helt korrekt tegning, dog ganske fin ren sølvfarvet, men langt de fleste haner overtegnet, som vil sige at brystets randtegning går helt ned på, og bag ved lårene, ofte helt over i bagdunene. Ved hønerne er det lige modsat, her er der for lidt, en for svag eller næsten slet ingen brysttegning. Det optimale er hvis brystets randtegningen, ved et års dyr, stopper 2/3 nede på brystet.
Problemet er at de danske dyr stammer fra varietetens hjemland, Tyskland, hvor man har set lidt stort på om det enkelte dyr havde for lidt eller for meget tegning, disse fejl blev ikke straffet i bedømmelsen, det altafgørende var at dyrene var typiske af kropsform.
En anden ting der volder de danske opdrættere en del problemer er hovedets form, de birkefarvede har ofte et for langt og kileformet hoved. Et typisk dværg Orpington hoved skal ikke være for stort, kort, kraftigt og næsten rundt.
Øjenfarven har der også været en del uenighed om, da der i den nuværende standardbeskrivelse står at de skal være mørkebrune. Men alle hanerne havde orangerøde, og de fleste høner en lidt mørkere brunlig øjenfarve, hvad der ifølge oprindelseslandets standard er helt rigtigt. I den nye standard vil beskrivelsen af øjenfarven selvfølgelig blive tilpasset den tyske standard.
Gul/sort columbia: I den nye standardbeskrivelse ændret fra gul/columbia. Det nye navn er mere beskrivende for farve og tegning, altså en gul grundfarve med en sort columbiategning. Fremavlet af Eberhard Buch, Minden, Tyskland, 1977 - 78.
Har i Danmark en trofast opdrætterskare, som igennem årene har fremvist mange typiske dyr i form, farve og tegning, og som noget meget væsentligt i avlen, er der fremgang fra år til år, i kvaliteten af de bedste på udstillingerne. Kvaliteten har dog som helhed været ret svingende, det er stadig de samme fejl og mangler fra før i tiden, der spøger ved en del af de udstillede dyr. Såsom de lidt for langbenede haner, med manglende brystfylde, en for kort krop, for store hoveddele og en for rød grundfarve. Som ved de fleste andre varieteter er hønerne bedre i kropsform, kun få mangler bredde, brystfylde og markering af overlinie. En del høner har dog en lidt for stor kam.
Farve og tegning er et kapitel for sig og uden tvivl vanskelig at få helt korrekt. Fjerstrukturen er der ingen problemer med og der har været udstillet dyr med en flot jævn, mættet gul overfarve og som en skarp kontrast, den skinnende sorte tegning i hals og hale, som er betinget af en velmarkeret vingetegning og en ikke for kraftig grå dunfarve, som bør være gul mod skindet.
0,1 sort/hvidplettet dværg Orpington. Set ud fra varietetens stade er der en god kropsform, underlinie, stilling og balance. Ganske god fordeling af plettet, mangler dog en klar markering af vingebånd og trappetegning, en svær detalje at få helt korrekt. Også den enkelte plets udformning kunne være mere ensartet og skarpere afgrænset. Viser den rette brede fjerstruktur. 94 p. Specialudstilling, Grenå 1999.
Udstiller Bent Nielsen. Foto BN.
Sort/hvidplettet: I 1984 begyndte Valentin Lauenhart, Hanau, Tyskland, fremavlingen af varieteten, som blev endeligt anerkendt i 1995 i Tyskland og i 1998 i Danmark, efter import af rugeæg fra fremavleren.
Siden anerkendelsen er der indkrydset sort for at forbedre typen, hvilket har slået igennem, tydeligst ved hønerne som er blevet dybere stillet, bredere og med en mere rigtig markering af overlinie og haleafslutning. Ved hanerne er der flere ting at forbedre, såsom dybde, brystfylde, vingebæring og bredde i haleafslutningen.
Den brede fjerstruktur er som den skal være, også den sorte grundfarve med den grønne glans er god. Det kniber lidt mere med pletningen, hvor kun få dyr har en harmonisk fordeling af ikke for store pletter, og der må højst være 2 helt hvide fjer i hver vinge. Også markering af vingebånd og trappetegning kniber det med, en svær detalje, men flot når den er der. Ser man nærmere på pletterne bør de ved de fleste dyr være skarpere afgrænset, hvad der selvfølgelig bør tilstræbes at få, men den brede fjerstruktur vil nok gøre det svært at få pletten så skarpt aftegnet, som ved en race med en smallere fjerstruktur.Ved hanerne skal der fokuseres lidt mere på dunfarven / underfarven, som skal være grålig, men er ofte helt hvid på dele af kroppen, især på ryggen.
Trefarvet: Fremavlet 1976 - 77, ved et samarbejde af flere tyske opdrættere, med H. Segiét, Stadthagen og Jobst von Veltheim, Glentorf, i spidsen. Denne utroligt flotte farvevarietet hører desværre også til en af de mindre udbredte her hjemme. Det gør det svært for de få der arbejder med farven, der er ingen at bytte avlsdyr med og konkurrencen på udstillingerne mangler.
I lighed med flere andre varieteter er hønerne ved de trefarvede, også rent typemæssigt, langt de bedste. De sidste par år har der været udstillet enkelte høner med en prima fyldig og dyb kropsform, men en del af dyrene, flest haner, bærer stadig præg af, at der i fremavlingen i sin tid har været brugt trefarvede dværg Sussex, hvorfra de har arvet den for lange lige ryg, en for smal krop, for lange løb og en for høj stilling. Også hoveddelene er ved en del af dyrene for store, grove og utypiske.
Farven og tegningen der ønskes ved en trefarvet er noget af det svære at få helt korrekt. En kastanierød grundfarve, lidt lysere ved hønen, hver fjer bør tilstræbes med en sort grønglinsende endeplet, med en hvid perle i spidsen. Grundfarven er der generelt ikke de store problemer med, det kniber mere med pletningen. Den sorte del af endepletten er ofte for udflydende eller mangler på dele af kroppen, den hvide endeperle er ved en del dyr fint markeret, men ved de fleste enten for store eller for små, eller ujævnt fordelt på kroppen. Som ved de andre varieteter med ringe udbredelse, og som endnu ikke avler helt stabilt, er den eneste vej frem, kun at bruge ganske få særligt udvalgte avlsdyr, som har så mange af de rette anlæg for racen og farven som muligt. Få et stort tillæg efter disse, vær kritisk når der sorteres, så kun det bedste der har de rigtige anlæg overlever. Gøres dette, over flere år, vil resultaterne og stabiliteten helt sikkert komme.
0,1 gul/sortsømmet dv. Orpington. Ganske god markering af overlinie. Lidt dybere bryst ønskelig. For åben i haleafslutning. For dunrig omkring lår og bagparti, ellers fin grundfarve, sømning og fjerbredde. 90 p. nyopdræt LU 2001.
Udstiller Bent Nielsen. Foto BN.
Gul/sortsømmet: Axel Harlos, Marlenfels, Tyskland, startede fremavlingen af de gul/sortsømmede i 1988. Med hjælp fra flere andre opdrættere, der var kommet til i mellemtiden, blev varieteten endelig anerkendt, i Tyskland, i 1997, og i 2001 var varieteten kommet til Danmark. Blev første gang fremvist på Specialudstillingen 2001 og senere på året udstillet som nyopdræt på Landsudstillingen, men desværre ikke i et antal og en kvalitet der kunne anerkendes. Mon ikke både antal og kvalitet stiger, så de gul/sortsømmede kan blive endeligt anerkendt på LU 2002.
De gul/sortsømmede vi indtil nu har set, varierer en del, ganske få har haft en god terningeform, men har så været lige store nok. Andre har haft problemer med markering af overlinie/halestigning. Grundfarve og tegning har været rimelig god ved de fleste, alle hanerne havde dog problemer med en del hvidt i vingerne og hønerne var vel løse og uden tegning omkring lår.
Når der bliver fremavlet en ny farvevarietet i en race, er det altid spændende at se hvor stor interessen for nyheden er.
I Tyskland er den Gul/sortsømmede særdeles populær og er allerede den 4. mest udbredte, efter de sorte, gule og blå/randtegnede, med 43 udstillede dyr på deres specialudstilling i 2001. Helt den samme popularitet kan vi jo ikke forvente i et lille land som Danmark, men jeg håber dog at en håndfuld seriøse opdrættere fatter interesse for avl og udstilling af denne utroligt flotte varietet, som vil pynte på ethvert kåringsskue.
Afslutning: Jeg har forsøgt at beskrive racen ud fra de erfaringer jeg har gjort ved at arbejde med dværg Orpington siden 1973 og som i årenes løb har givet mig så mange gode oplevelser, både herhjemme og rundt omkring i landet.
Dværg Orpington har en righoldig farvepalet, en farve for enhver smag og for at være med i samarbejdet for bevarelse af de forskellige varieteter og for at opnå de bedste resultater, både avls- og udstillingsmæssigt, bør alle opdrættere være medlem af specialklubben for racen, Landsklubben for Orpington, hvis formand og avlsvejleder, Niels Erik Pløger, tlf. 59 31 14 03, står til rådighed for råd og vejledning, omkring dværg Orpington - en race i medvind.
Sorte og hvide dværg Orpington, malet af Louis Perret-Gentil, i maj 1996, hvad der desværre blev det sidste han nåede at lave. Udseendet af dyrene på maleriet ligger meget nær den beskrivelse af racen der kommer i den nye udgave af Skandinavisk Fjerkræ-standard.
