Artikler / Avlsformer

Avlsformer

Af Bent Nielsen.



Som aktive opdrættere og udstillere af racefjerkræ, bliver vores dyr jo vurderet og bedømt på hvor gode de rent racemæssigt er i forhold til Skandinavisk Fjerkræ Standard og for at vi kan blive ved med at holde et højt niveau på vores racer kræver det en indsats, også rent avlsmæssigt.

Det er jo en kendsgerning at ikke alle opdrættere gør lige meget ud af udvælgelse af avlsdyr, stammesammensætning og mærkning af afkommet, og herfra ikke et eneste ondt ord om dem, der skal være plads til os alle sammen, men bare en konstatering af at jo mere kontrol man har med sit opdræt, jo større er chancen for at opnå en konstant forbedring og udvikling, af racen man arbejder med.

Tilfældighedsavl vil jeg kalde det når man sætter en god hane og otte gode, måske lidt forskellige høner sammen, uden at kende deres afstamning og så ruger på alle æggene der kommer, undlade at mærke kyllingerne, sortere de mange dårlige fra, udstiller de få gode, de bedste af dem skal så bruges til avl, alle de gamle dyr er for længst solgt. Selvfølgelig vil man være heldig at der kommer typiske dyr ud af det, men man aner ikke en brik om hvordan de er fremkommet. Denne metode holder ikke i længden.

Indavl i en eller anden grad kan man som racefjerkræopdrætter ikke undgå og går igen uanset hvilken avlsform man vælger.

Fra begyndelsen hvor den enkelte race blev fremavlet, var det nødvendigt med kraftig indavl, søskendeparring eller lignende, for at få de egenskaber eller det udseende frem som fremavleren havde sat som mål, til at være en dominerende faktor i opdrættet.

I vore dage kan der stadig være en god grund til at foretag kraftig indavl, da de evt. gode anlæg dyrene er i besiddelse af kommer stærkere frem og det bliver lettere at renavle de anlæg man har brug for og udskyde de uønskede, uden indblanding af anlæg man ikke kender til. Men man skal selvfølgelig være klar over at kraftig indavl over flere år kan give problemer med livskraften, befrugtningen, ægkvaliteten med mere. Er ens dyr blevet svækket af indavl, kan livskraften sættes op igen ved at parre med ubeslægtede dyr, som der jo er en risiko for vil tilføre ens stamme nogle af de dårlige ting man måske har brugt mange år på at avle væk.

Linjeavl er en avlsform hvor søskendeparring undgås. Udgangspunktet er en hane og høne som er ubeslægtede og tilsyneladende i besiddelse af de egenskaber der sættes højest, parres først med hinanden, dernæst med henholdsvis høne- og haneafkommet, de derved opståede individer, der altså har halvt blod fra de oprindelige dyr, parres en gang indbyrdes og afkommet atter igen med udgangspunktet. Derved opstår der nye linier eller familier som kan krydses med hinanden.

En lidt anden avlsform, som jeg selv bruger og har brugt en hel del år, med rimeligt held, hedder Hagedoorn systemet, beskrevet i 1930erne af Dr. Hagedoorn, sekretær i ”Det Hollandske Selvskab for Arvelighedsforskning”. Og går i sin enkelthed ud på at hvert år sammensætter man mindst 3 til 4 stammer, bestående af 1,2 til 1,4. Hønerne i stammen skal være i meget nær familie, søskende, mor eller bedstemor. Hanen skal så være fra en af de andre stammer året før eller året før igen, som man mener passer til de udvalgte høner. Avlsstammernes sammensætning skrives op, afkommet mærkes og det samme kan gentages mange år ud i fremtiden, uden at indblande nyt blod, og uden at miste de gode egenskaber stammen er i besiddelse af.



Året starter med kyllinger. Næste artikel kommer den 16/3-2010
Vendsyssel Fjerkræklub