Af Bent Nielsen
Kyllinger på udstilling.
I den Amerikanske standard, “Standard of Perfection” 1947-udgaven, er der et afsnit som omhandler udstilling af daggamle kyllinger. Dette blev lavet for at udbredde kendskabet til den enkelte races form og farve, ved helt små kyllinger, så der fra starten blev satset på de racerene og mest typiske dyr.
Et hold kyllinger til bedømmelse skulle består af 25 stk.
Følgende ville diskvalificere: Hvis der i holdet kan findes kyllinger med: En kamform der ikke høre til racen. Hjortetakker eller synlige bitakker på en enkeltkammet race. Dun på løbene af en glatløbet race, eller tegn på at eventuelle dun er blevet fjernet. Skæve tæer eller et forkert antal tæer i forhold til det der forlanges ved racen.
Følgende ville give fradrag i point: Pkt. 1: Livskraft, (max. 25 point). Fradrag fra ½ til 1 point for hver kylling der ikke er kvikke, og ikke viser den maksimale aktivitet.
Pkt. 2: Holdets tilstand, (max. 25 point). Fradrag fra 1 til 2 point for hver deformitet. Fradrag fra ½ til 2 point for hver navle der ikke er korrekt helet. Fradrag fra ½ til 1 point for hver kylling med afføring i endedun. Fradrag fra ½ til 1 point for hver kylling der viser tegn på at have været klæbende og klistret ved klækningen.
Pkt. 3: Renhed af racens farve, (max. 15 point). Fradrag fra ¼ til ½ point for hver kylling, der i dunfarven tydeligt afviger fra standardens beskrivelse af dunfarven. Fradrag fra ½ til 1 point for hver kylling der ikke har den rette løbsfarve.
Pkt. 4: Ensartethed af farve, (max. 15 point). Fradrag af ¼ point for hver kylling hvis dunfarve eller løbsfarve er lidt afvigende i forhold til størstedelen af holdet.
Pkt. 5: Ensartethed af størrelse, (max. 10 point). Fradrag af ¼ point for hver kylling der afviger i størrelsen, i forhold til den størrelse de fleste kyllinger i holdet har.
Pkt. 6: Vægt, (max. 10 point). Standardvægten for 25 kyllinger er 2 pund, (907 g.). Fradrag på 1 point for hver ounce, (28,35 g.) holdet vejer mindre end standardvægten.
Pkt. 7: Døde kyllinger. Der fratrækkes 5 point for hver kylling der er død ved ankomsten til udstillingen.
Farvebeskrivelse af daggamle kyllinger:
Hvide Orpington:
Størstedelen af dunfarven skal være: Blålig grå, creme hvid, eller hvid.
Næb, løb og tæer: Svagt gule, til svagt lyserøde. Fodsål svagt lyserød.
Sorte Orpington:
Dunfarven: Mørk skifferfarvet, eller sort. Forsiden af halsen, yderste del af vingerne og bagkroppen, hvid til gullig. En del kyllinger har en hvid ring rundt om øjet.
Næb, løb og tæer: Mørk hornfarvet. Fodsålen hvid.
Gule Orpington:
Størstedelen af dunfarven skal være: Lys lædergul. En del kyllinger kan have brune pletter eller striber på hovedet.
Næb, løb og tæer: Svagt gule til svagt lyserøde. Fodsålen hvidlig.
Sorte Australorps:
Dunfarven: Mørk skifferfarvet, eller sort. Forsiden af halsen, yderste del af vingerne og bagkroppen, hvid til gullig. En del kyllinger har en hvid ring rundt om øjet.
Næb, løb og tæer: Mørk hornfarvet. Fodsålen hvid.
Kønssortering af daggamle kyllinger.
I et ældre engelsk hæfte om rugning, rugeæg og kyllinger, ganske vist skrevet til industriavlere af fjerkræ. Kan man læse om en måde at kønssortere daggamle, eller få dage gamle, kyllinger på. Igennem tiden er der fremkommet mange mere eller mindre mærkelige måder, alle med en stor fejlprocent.
Er det noget vi kan bruge, er det en måde som overhovedet virker og er særlig sikker i praksis ?? Jeg tror det ikke, men vil du prøve skal du gøre følgende:
1. Spred vingen ud som en vifte.
2. Se på de små fjer på undervingen, fra ydersiden. Den underste række er svingfjerene, den øverste er dækfjerene.
3. Når den underste række, svingfjerene, er længere end den øverste række, dækfjerene, er det en hønekylling.
4. Når den underste række, svingfjerene, har samme længde eller er kortere end den øverste række, dækfjerene, er det en hanekylling.
